Jeg er på sommerferie i Rimini i Italien med min familie, vejret er aldeles perfekt, og vi er på vej til stranden. Det er en smuk strand med glade og ferieagtige mennesker overalt. Farverige drinks bliver balanceret mellem hænderne på de forbipasserende. Solbrændte og livlige børn med is rundt om munden suser forbi, og deres små, våde fødder efterlader fodspor på gangstien. Parasolpasseren smiler og byder os velkommen, og viser os hen til de parasoller, vi peger på. Vi smider vores tasker på de robuste solsenge, finder håndklæder og alt habengut frem, og jeg smiler lykkeligt for mig selv og tænker: life is sooooo good.
Indtil jeg slår blikket op fra min overfyldte strandtaske og opdager, at alle hunkønnenes bikiniunderdel er en g-streng.
Seriøst?!
Alle kvinder har bikinitrusser på uden stof, der dækker ballerne. Jeg vender og drejer mig, det kan simpelthen ikke passe, at dét er default. Men det er det. Og jeg stivner. Min mund står på vid gab, og var der fløjet en måge forbi, kunne den have søgt husly på min tørre tunge.
Fra nu af går alt i slow motion. De valsende, unge piger på 18-19 år med stram olivenhud, hvis tanker stadig er ubekymrede omkring lån, vægtforøgelse og spændingshovedpiner. De 25-årige (stadig med stram olivenhud), hvor alt fortsat sidder som det skal.
Mine øjne flakker febrilsk. Oh Lord. Jeg magter det ikke.
Hvor er alle de voksne, jævne kvinder henne? Dem med en flad bagdel, karsprængninger hist og pist, og maveskind der på en dårlig dag ligner en dej, der er sat til hævning?
Jeg træder et par skridt væk fra vores parasol, mens jeg kan høre mine børn tale til mig, uden de får den mindste reaktion fra min side.
Dér er de. Phewwww. Kvinder med børn, kvinder med gråt hår, kvinder som engang havde glatte lår og som har fundet ud af at ét af livets største glæder er mad.
Og de har alle sammen g-streng bikinitrusser på.
WTF..?!
Så mange g-strenge på ét sted får mig i fight or flight mode. Vi må tage til en anden strand. Jeg passer ikke ind her. Min bikini, som er købt på udsalg i Magasin, fejler intet, meeeen er knap så afslørende, lad mig bare sige det sådan.
Mens min hjerne raser afsted, og jeg skal finde på en latterlig god undskyldning for at få mig selv og min familie væk herfra hurtigst muligt, går det op for mig, at det kvinderne har tilfælles ikke er, at de gerne vil have sol på ballerne. Men at de embracer sig selv – uanset hvordan de ser ud.
På trods af forskellige kropsformer, højder og drøjder står de ved den, de er. De er ikke optaget af, hvordan alle andre ser ud eller gør. De er hver især på deres egen rejse. Og bare fordi de har levet i flere årtier eller bærer rundt på ekstra kilo, kan de ikke se nogen grund til at dække sig til.
I love it.
Min åbenbaring får mig til at sænke min skuldre og få ilt ud i hele kredsløbet igen. Og lukke munden.
Når vi ser og mærker at andre mennesker accepterer sig selv, som de er, og står ved sig selv, så har vi nemmere ved at føle os forbundet til dem, fordi vi kan mærke, at de(t) er ægte.
Ved at opleve andre mennesker være frie, tør vi også selv være mere frie. Og det viser sig på den måde, vi går klædt, det vi siger, og den måde vi kommunikerer på.
Vi behøver ikke at være eller se ud på en bestemt måde. Eller skrive og lyde som alle andre.
Vær dig selv når du skriver, når du fortæller en historie om din virksomhed eller dit produkt, og når du brainstormer ideer til din næste kampagne.
Når du er dig selv, får du mere frihed og du kan udfolde dig på en mere nuanceret måde. Det er både sjovere og lettere. Åbn op for det, der gør dig speciel og tiltrækker andre mennesker – folk vil ikke have en tilpasset kopi af dig, de vil have dig.
Men og uden sol på ballerne.
XO
Alexandra