Jeg går til tandlæge 2 gange om året. Der sker det samme hver gang: hurtigt ind, hurtigt ud, ros for sunde tænder og tandkød og med et par års mellemrum får jeg taget et røntgenbillede, hvor klinikassistenten putter en irriterende hård og firkantet plastikdims i min mund, som altid borer sig ned i tandkødet og efterlader (mikroskopiske) rifter i mundbunden, men det føles langt værre end det (piv).
Men sådan har det ikke altid været. Jeg har været den klassiske klient, der fik en venlig reminder om at være mere flittig med tandtråden. Den besked fes åbenbart ikke ordentligt ind. Jeg så det mere som en servicemeddelelse i stedet for et fagligt og professionelt råd til at holde mine tænder og tandkød tiptop hele livet.
Så jeg svarede hver eneste gang ”Yes..!” og ændrede intet ved min rutine.
Jeg fortsatte med at bruge tandtråd lejlighedsvist, og når min dårlige samvittighed begyndte at tale højt, eller efter en god bøf. Og selvfølgelig hver eneste dag de sidste 10 dage inden min næste tandlægeaftale, bevares..
En dag til mit tandeftersyn, foreslår min tandlæge, at jeg begynder at bruge Gum Soft Pics tandstikkere.
Jeg svarer ”tjohh..det kunne da godt være, jeg skulle begynde på det…” (velvidende at hyppigheden ikke ville øges i forhold til hvor ofte, jeg bruger tandtråd) og han tilføjede: ”.. for når man først får paradentose kan man ikke rigtig komme af med det igen”.
GISSSSSP. Jeg ved fra min veninde, som er tandplejer, at paradentose er en inflammatorisk tilstand i tandkødet og lugter fælt.
Så det var ikke alarmklokker, der ringede. Det var varslingssignalet fra den første onsdag i maj måned som rungede i mit hoved.
Jeg begyndte at forestille mig, hvor pinligt det ville være at gå rundt med en mundlugt, der var en blanding af lidt råd, lidt kælder og lidt sur karklud. Ikke en lugt nogen har lyst til at komme i nærheden af. Og hvad kunne der ikke ske i sociale sammenhænge med familie og venner med dén ånde..?
Øhh, nej tak, jeg springer over.
Tandlægen, som så at mine øjne var blevet større end tekopper og at mine øjenbryn næsten havde passeret hårlinjen over panden, forsikrede mig om, at jeg ikke havde paradentose, men at alle ”med alderen” skal passe bedre på tænder og tandkød.
Fra den dag tog jeg en drastisk beslutning og ændrede min aftenrutine til at bruge soft gum pics eller tandtråd hver eneste aften. Og har gjort det lige siden. Resultatet var tydeligt til de efterfølgende tandeftersyn – ikke flere ”venlige reminders” kun ros.
Hvorfor fortæller jeg den historie?
Jeg ændrede min aftenrutine, fordi jeg var motiveret. Motiveret til at gøre noget, der ville få mig væk fra én mulig situation (dårlig ånde, tab af tænder, et socialt liv??) til en anden (sundere tænder og tandkød og ingen skam).
Og det er netop motivationen vi skal have fat i, når vi vil sælge et budskab, en ydelse eller et produkt – vi er motiveret for at få noget eller slippe af med noget.
Spørg dig selv – hvad ville motivere min kunde til at købe min ydelse eller mit produkt? Hvad ønsker de og hvad vil de gerne undgå? Og hvad går de glip af, hvis de ikke slår til nu?
Lav en liste over hvad der kan motivere dine læsere, målgruppe, kunder til at tage action på dine budskaber og mal et billede af hvordan deres fremtid kommer til at se ud.
God fornøjelse!
XO
Alexandra