Min Historie

Min Historie

Det formelle

Jeg er akademiker, cand.mag. i kommunikation fra SDU, certificeret coach, DISC certificeret og har 15 års erfaring med intern og ekstern kommunikation.
Jeg har arbejdet med kommunikation i Danmarks største rederi og som projektleder i et jobcenter. Nu har jeg skabt Stories By Alexandra og jeg hjælper dig med at fortælle om dig, din virksomhed eller dit projekt til omverden, så du kan få succes med det, du laver.
Jeg kan hjælpe dig med at planlægge og udforme hele din kommunikationsindsats eller dele af den. Måske har du behov for at udvikle en identitet og et brand, måske skal du have hjælp til at lægge en kommunikationsstrategi og - plan, måske har du brug for hjælp til udarbejdelse af content/indhold – det kan også være du ikke ved, hvad du har brug for – det kan jeg hjælpe dig med at afdække.

Hjælp til branding, hjælp til storytelling, hjælp til differentiering, hvordan differentierer man sig, hvordan bliver man genkendelig, vær genkendelig, kommunikation, kommunikationsstrategi, brandingstrategi

Det uformelle

Jeg griner meget. Jeg elsker dokumentarprogrammer og historier om mennesker og projekter, der udvikler sig. Jeg kunne godt tænke mig at komme til udklædningsfest 2 gange om året.
Jeg har hele mit liv ønsket mig en kæmpestor, sort New Foundlænder, som jeg ville kalde Fabian - jeg kan ikke tåle hunde, så ham får jeg aldrig. Jeg ville ønske, at jeg kunne tale med Kronprins Frederik i 20 minutter inden hans næste live interview og berolige ham. Jeg kunne godt tænke mig at lære at pifte meget højt og få privatundervisning i Kung Fu. Jeg er ret uformel, men værdsætter takt og tone. Jeg har samme forhold til te om morgenen, som mange har med kaffe. Jeg har (desværre) tit lyst til at grine på upassende tidspunkter. Jeg gennemfører mine ideer - en bid af gangen, ligesom når man spiser en elefant. Hvis nogen gør det. Det håber jeg ikke.

Min historie om at række hånden op...

Jeg kan ikke helt huske, hvornår min fascination af kommunikation og fortællinger startede. Men jeg ved, at jeg meget længe har været draget af det, og hvordan historier påvirker os, når vi skal træffe valg.
Den tidligste erindring er måske fra 4. klasse i folkeskolen, hvor min klasse skulle optræde med et teaterstykke for elever og forældre. 

Jeg husker, at vi sad i klasseværelset, i en rundkreds rundt om vores lærer, og skulle række hånden op, når vores lærer læste en rolle op, som vi havde lyst til at spille på scenen.

Jeg rakte ikke hånden op.

Det gjorde jeg ikke så meget dengang, og slet ikke den dag, hvor jeg kunne mærke mine klassekammeraters euforiske forventninger til årets teaterstykke, og samtidig kunne mærke, at jeg slet ikke havde det på samme måde.

Ingen af rollerne sagde mig noget.

Jeg brød mig ikke om tanken om at stå på en scene og spille en rolle, som jeg hverken kunne identificere mig med eller relatere til. Og jeg havde i virkeligheden nok slet ikke lyst til at stå på en scene med alle øjne rettet mod mig.

Men der var ingen vej udenom og til sidst var der 2 roller tilbage. En af dem var ’Fortælleren’.

Og der rakte jeg hånden op.

Faktisk uden helt at vide, hvad det drejede sig om. Men det vakte noget i mig, og i stedet for at løbe skrigende bort, som jeg mentalt allerede havde gjort flere gange, fik jeg lyst til at vide mere om, hvad ’Fortællerens’ rolle var.  

Den rolle gav mening for mig og jeg fik lyst til at høre mere om, hvad det handlede om.

Rollen gik ud på, at jeg mellem akterne skulle fortælle videre på historien i teaterstykket, og bygge bro fra den scene, der netop var blevet spillet, til den næste scene, der snart skulle udspille sig.

Og udover at bygge bro mellem fortid og fremtid, handlede det om at skabe sammenhæng i fortællingen, så det gav mening for publikummet samt fastholde deres nysgerrighed, så de huskede oplevelsen som noget specielt og noget, som de gerne ville opleve igen på et andet tidspunkt. På den måde blev teaterstykket mere levende og gav publikum en større forståelse af, hvad historien i stykket gik ud på.

Det var hverken en hovedrolle eller en birolle, men en mulighed for at skabe en endnu større forbindelse mellem os på scenen og modtagerne i salen, og give publikum en mindeværdig oplevelse og lysten til at komme tilbage en anden gang.

Det er nok i virkeligheden stadig det, der får mig til at række hånden op.